+45 5122 9786
HOPE Project
x

Blog

Lars Bom som ambassadør
By: Nils Gisli
nov 26, 2014

Lars Bom er uddannet skuespiller på Statens Teaterskole i 1985 og har dermed 30 års jubilæum til næste år.
Lars har medvirket i utallige teaterstykker, film og tv-serier. ! Pt. er han aktuel som den etbenede og snu pirat John Silver i “Skatteøen” på Folketeatret.

Lars Bom har deltaget i mange motions- og cykelløb til fordel for velgørenhed. Han har støttet Børnehjælpsdagen, Gadens Børn, Børns Vilkår, Livslinien, Center for Ludomani, OMsorg, Familier med Kræftramte børn, Børnecancerfonden, Red Barnet og Røde Kors med sin hjælp, enten som ambassadør eller fundraiser. Så Lars Bom er vant til at gøre en forskel, hvilket han fortsætter med som ambassadør for HOPE Projects skole-projekt i Filippinerne.

Lars forklarer, at det er hans måde at være politisk på.
“Jeg er ikke medlem af et parti, men jeg synes at fordelingen af ressourcerne og solidariteten med andre mennesker går den gale vej, så min måde at kompensere for det på er at støtte mennesker i nød over hele verden. For mig er der ingen forskel på hudfarve eller kulturel baggrund, alle i nød fortjener den samme omsorg. Jeg ved desværre, at velgørenhed fremmer ulighed i verden, da det fritager politikerne for at bidrage med flere ressourcer til de nødlidende i verden. Problemet er blot, at hvis ikke der var disse private organisationer, der tog initiativ til at hjælpe, så ville katastroferne i verden få meget større konsekvenser for de berørte mennesker. Derfor støtter jeg HOPE projektet, for det er et projekt, der med relativt få midler kan gøre en kæmpe, kæmpe forskel.”