Skip to the content

Danske håndværksvirksomheder vil mere end bare sende en check. De går nu sammen om aktivt at hjælpe HOPE Project - Denmark

Nu går to danske håndværksvirksomheder aktivt ind i HOPE Projects skolebyggeri og bakker op med økonomi, erfaring og arbejdskraft til skolen.

To håndværksvirksomheder på Sjælland har en anderledes tilgang til velgørenhed. De vil mere end bare at donere penge. De vil være en del af det projekt de støtter, og give deres medarbejdere muligheden for at være med til aktivt at gøre en forskel. Det kræver mere af virksomheden end bare at udskrive en check, men gevinsten den anden vej kan ikke gøres op i penge. Det mener i hvert fald Lasse Houengaard og Brian Pedersen. De er indehavere af hver deres håndværksvirksomhed med tilsammen 300 medarbejdere. Og det er mange kræfter, der tilsammen kan gøre en stor forskel – hvis man vil.

”Vi har altid støttet hjælpeorganisationer og landsindsamlinger, men vi har også længe haft lyst til at gå mere aktivt ind i et projekt og tage del i arbejdet, når vi nu har energi og viden at dele ud af”, siger Lasse Houengaard fra Finn L. & Davidsen A/S, som bl.a. har haft succes med at integrere flygtninge i sin organisation. Virksomheden arbejder tæt sammen med tømrer- og snedkervirksomheden Arne Pedersen A/S. Også de har et stort fokus på social ansvarlighed, og det handler om mere end at have dygtige lærlinge og sende en check til Landsindsamlingen en gang om året.

Nu går de to håndværksvirksomheder sammen ind i HOPE Project, og til november sendes de første danske medarbejdere afsted for at tage del i byggeriet. Her skal de dele ud af alt fra håndværksmæssige og byggetekniske færdigheder til viden om sanitet og kloakforhold.



Brian Pedersen (tv) fra tømrer- og snedkervirksomheden Arne Pedersen A/S og Lasse Houengaard (th) fra aut. el- og VVS-virksomhed Finn L. & Davidsen A/S

Men hvorfor vil to allerede travle virksomheder gøre sig så meget besvær for at hjælpe mennesker helt omme på den anden side af jorden? Brian Pedersen er 2. generation i tømrervirksomheden fra Greve. Han er vokset op med en arbejdsplads, hvor man altid har taget ansvar for sine medmennesker. For ham er det helt naturligt, at man hjælper andre, der ikke har alt det vi har.

”Selvom vores indsats kræver mere koordinering, så er det minimalt i forhold til den forskel det gør, når vi bidrager med viden og ressourcer. Der vil altid være tyfoner og vildt vejr på de kanter, og på denne måde hjælper vi med at ruste de lokale til fremtiden. Hvis indbyggerne kan bygge noget, der kan modstå stormen, så slipper de for at miste alt og skulle starte helt forfra hver gang”, siger Brian Pedersen og fortsætter: ”Glæden ved at hjælpe andre kan ikke gøres op i penge. De her mennesker har stort set ingenting og forudsætninger for en bedre fremtid er minimale i det område. Vi og vores medarbejdere kan være med til at ændre disse menneskers liv. Det er en gave vi med største glæde tager imod og deler med vores medarbejdere, som bakker fuldt op om projektet.”

Byggeteknisk kan skolen i Santa Fe modstå de kraftige storme i området, for det er tanken, at den også skal fungere som community center og tilflugtssted for indbyggerne, når uvejr rammer. Til daglig vil der være almindelig undervisning af børnene i området, så de bliver uddannet og kan skabe en bedre fremtid.

 

Et håb om en bedre fremtid

I Lasse Houengaard og Brian Pedersens håndværksvirksomheder er uddannelse en af grundpillerne i firmaernes eksistens. Både i Finn L. & Davidsen A/S og hos Arne Pedersen A/S er der en årelang tradition for at have lærlinge og hjælpe unge mennesker til en god start på livet, og sikre dem de bedste mulige vilkår for en bred og brugbar uddannelse. Beslutningen om at hjælpe børnene i Santa Fe til at få en uddannelse, var ikke svær.

Lasse Houengaard er indehaver af Finn L. & Davidsen A/S og har selv en handelsuddannelse, som har banet vejen for ham gennem hele livet. Han mener, det er helt afgørende, at virksomheder giver tilbage til samfundet – endda i andre lande - i det omfang det overhovedet er muligt.

”Uddannelse er en del af et vigtigt grundlag i vores virksomheder og vores branche ville ikke eksistere, hvis vi ikke hele tiden bidrager til den fødekæde, som skal sikre dygtige folk til faget og til vores samfund”, forklarer Lasse Houengaard og tilføjer: ”For de fleste af os, der bor i vesten, er det en selvfølgelighed at kunne tage en uddannelse. I Danmark er vi endda så privilegerede, at vi ikke bare frit kan vælge vores uddannelse, uden at skulle bekymre os om hvad det koster. Vi får også løn (SU) for at gå i skole, og er bedre stillet end noget andet land i verden. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at det i mange lande IKKE er tilfældet og at mennesker hver dag lider under den skæbne. HOPE Project er det helt rigtige projekt for os. Vi er meget bevægede over historien og det kolossale arbejde, der allerede er lagt i at gøre en forskel for nogle mennesker, som ellers ville stå mere eller mindre på egen hånd efter at have mistet alt”, afslutter han.

Læs mere om samarbejdet mellem HOPE Project og Arne Pedersen A/S - her... Finn L. & Davidsen A/S - her...

Gør en forskel

HOPE Projekt har brug for al den hjælp vi kan få! Du kan bl.a. hjælpe os ved at donere til os, melde dig ind i foreningen. Du kan også donere på MobilePay box08004